Denne beretning, som også
kunne kaldes ”Et udpluk fra Luftgruppe
Øst’s dagbog 1968”, starter om søndagen
den 1. sep 1968. Et sted står skrevet: ”Kom hviledagen i hu
at du holder den hellig”, men det er sjældent, at luftgrupperne
kan tage sig af denne opfordring, for når flyvevejret er der,
må det også udnyttes. Dette gælder for Luftgruppe
Øst, og det gjaldt også denne dag.
På Mestersvig
Om lørdagen var vi kommet
fra Reykjavik til Mestersvig efter efter endt ”mellemeftersyn” på
flyet, CAT 866, også OVJBF kaldet. Vi fik en sludder med besætningen på CAT 861 fra
Luftgruppe Vest, som dagen i forvejen havde fløjet CH GLK
med følge til Mestersvig og lørdag formiddag videre
til Daneborg på inspektionstur. Det blev ikke til noget party
om aftenen, idet Luftgruppe Øst måtte sætte hårdt
ind på månedsrapport m.m., som skulle ordnes omkring
den 1. i måneden.
Til Ella Ø for at
hente Sirius-folk
Søndag morgen
startede CAT 861 for sydgående mod Narssarssuaq, hvor man
skulle foretage mellemeftersyn. Få minutter senere var CAT
866 i luften på modsat kurs, nemlig mod Ellaø for at
hente fire SIRIUS-folk og lukke Ellaø for i år. Efter
at 15 kopper kaffe var vederkvæget fuld retfærdighed
som en slags sidste salut for Ellaø, returnerede vi til Mestersvig
efter en halv times forsinkelse på grund af vanskeligheder
med at få understellet op og låst. Næsehjulet
ville ikke helt centrere sig, og først efter en svedig ryg
og pande for flymaskinisten lykkedes det at blive flyveklar.
Til Daneborg
Søndag eftermiddag gik turen
til Daneborg. Om bord var vi hele luftgruppen med undtagelse af
én mand, radiotekniker OSG F. Tarp, som skulle i gang med
at pakke lager i kasser til hjemsendelse med C-54 forventet 6. sep.
Desuden havde vi ombord SIRIUS folkene Walther og Hans, som skulle
til Daneborg for at tage endnu en tørn af et års varighed,
samt Lars og Henning, som var en del af hjemrejseholdet, men som
efter ophold dels på Mestersvig som depotmand og dels på
Ellaø gerne ville op at sige farvel til svendene og hundene.
Desuden havde vi 500 kg gods, heraf en del kartofler, med til Sirius
– og selvfølgelig post.
Ved landing i Daneborg var
vinden 060 grader 20 knob. Landingen gik glat, og vi lagde til bøje,
da den is, vi kunne se, lå på grund som dagen i forvejen,
og der var faldende vande. Således skulle der ikke være
så stor fare for drivende flager eller skodser, men alligevel
forblev 2. pilot BEL, 2.mekaniker B.M. Jørgensen
og telegrafist H. Hesselbjerg om bord i fartøjet for at holde
isvagt. De andre gik fra borde for at skipperen, KN Palle Krag,
kunne holde en konference med admiralen, og de øvrige kunne
få et indtryk af, hvordan slædepatruljen boede til huse,
og hvordan den laver kaffe.
Forventet vandstop 2 timer.
Vi landede i Daneborg kl. 1445z, og en halv time efter var kun nævnte
tre mand om bord i flyet.
Isen truer
Den efterladte del af besætningen
regnede med at skulle hygge sig med en kop kaffe, og vandet var
sat over, da vi fik øje på en isflage, som havde skilt
sig ud fra flokken af grundstødte skosser, og som nu langsomt
drev durch mod Catalinaen. Vi holdt øje med den en stund
for helt at bedømme dens afstand og kurs. Så besluttede
BEL sig til at starte op, så vi kunne komme ud på åbent
vand. Vi slap kontakten med bøjen og drev lidt tilbage, før
motorerne blev startet, og så begyndte begivenhederne ellers
forholdsvis hurtigt at tage fart. I den kraftige vind var det vanskeligt
for BEL at dreje flyet ud af vinden og komme rundt med kassen. Først
da bagbords motor havde fået fuld gas, kom vi rundt, og da
med flyderen i betænkelig nærhed af et par store skosser
– da kom den første sved på panden…
BEL gav mig besked om via
radioen at få skipper ud til flyet hurtigst muligt, og alt
imedens dette skete, blev der kæmpet en kamp med elementerne
fra cockpittet. Jeg tror, at BEL så is til alle sider og følte
sig fanget i en fælde, og jeg misundte ham ikke hans plads
ombord. Begyndelsen på historien har en ende, og denne var
en stor isskosse, som i sin strandede tilstand ikke lod sig rokke
en tøddel. Vi gik ind i den frontalt og mod vinden. Da blev
motorerne stoppet, for en ting var sikkert – ad denne vej kunne
vi ikke komme videre!
Vi drev fri af skossen,
og motorbåden kom snart ud og tog os på slæb.
Efter kollisionen iførte vi os svømmeveste, og den
vandtætte dør i skot til cockpit blev lukket, for vi
kunne både se og høre, at Young Sund var på vej
ind. Hvad skulle vi gøre? Vi kunne jo ikke nøjes med
at ønske, at uheldet aldrig var sket og tænkte på
den opstandelse, der nu ville blive, for jeg kunne ærlig talt
straks se i tankerne, at flyet nu skulle stå på Daneborg
hele vinteren, medens besætningen sammen med admiralen m.fl.
blev hentet ud med en anden Cat…
Red, hvad reddes kan
Nå, lad os komme i gang! –
Vi startede med at bjerge personlige ting, mapper, kort og blyanter
ud fra navigations/radiorummet, og derefter fulgte nederste række
af ”sorte kasser”, for vi vidste jo ikke hvor længe, det ville
vare, før vi fik større mængder vand i dette
rum også – vandet stod allerede som små springvand gennem
borehuller i skottet samt fra en af varmeslangerne. Disse huller
gik vi i gang med at tilstoppe med bl.a. blyanter samtidig med,
at radiogrejet m.m. blev båret ud i blisterrummet – i håb
om at det måske samtidig med at blive reddet for vandskade
kunne tynge halen lidt ned.
 
Da flyet var bjærget
ind til stranden ved vejrstationen, var næserum og cockpit
fyldt med vand til lige under førersæderne, men der
var kun meget lidt vand i navigationsrummet. En traktor blev spændt
for, og hullet i næsen blev trukket fri af vandet. Forinden
havde flyets to mekanikere været under vand i deres gummidragter
for at undersøge om næsehjul eller –lemme var beskadigede,
hvilket de heldigvis ikke var, for så havde vi nok rigtig
været på spanden. Pumpemateriel var allerede ombord,
og nu gik det hurtigere med at komme af med vandet end før,
hvor B.M. øste på livet løs med en spand, som
var det nærmeste for hånden.
Besked til omverdenen
Nu begyndte signalafviklingen, og
det var rart at være et sted, hvor kommunikationsforholdene
med omverdenen var excellente. Form ”H”-signal røg af sted
og derefter en nærmere beskrivelse af skadens omfang. Skipper
fik en idé om at gå i gang med midlertidig udbedring
af skaden omgående for at imødegå faren for evt.
at skulle overvintre på Daneborg. Der er dejligt her, men
så dejligt er der nu heller ikke, og jeg
tror også at Siriusfolkene ville betakke sig for at have 16
mand ekstra på kost på længere sigt, og de gik
da også 100 % ind for opgaven ved at rigge reparationstelt,
skaffe lygter frem og mange andre ting.
Godt med en handyman til
hjælp
Handymanden Eli fra
vejrstationen blev tilkaldt, selv om det var hans 30-års fødselsdag,
og efter at have besigtiget skaden og evalueret sammen med skipper
og mekanikere, gik han i gang med en ny svendeprøve – han
er tømrer af profession. Eli fandt en solid træklods
frem, som blev tilvirket og indpasset i hullet, så den havde
gode støttepunkter og derpå blev den boltet fast. Derefter
blev en 1' vandfast krydsfinerplade og to 3/8' plader tilpasset
og skruet udenpå som et kraftigt skjold, som næsten
dækkede hele hullet.
Vejret skaber nye problemer
Derefter – nu var klokken 3 om morgenen
– var der grønt lys for vore mekanikere, som havde sovet
nogle timer på første skift, til at gå i gang
med at tilpasse store stykker 1 mm kobberplade, som skulle nittes
udenpå til sidst. De var lige gået i gang med at klippe,
da vinden "i løbet af 15 sekunder” vendte om i
nord og blæste op til 25-30 knob! Det var klart, at halen
ragede for langt ud over vandet, hvis der skulle være storm,
og piloterne som havde været med på tømrerholdet
og knap var kommet til ro, kom ned til flyet og fik startet op.
Cat’en vraltede nu for fulde omdrejninger og brølende motorer
yderligere nogle meter op på stranden. Her blev den atter
tøjret ved hjælp af flere fyldte benzintromler, hvorefter
reparationen kunne fortsættes. Hen på samme dags aften
– altså 2. sep – var næsen fin, og den blev erklæret
for stærk nok til at starte fra vandet med.
Og det bliver værre..
Nu manglede vi kun at vinden skulle
løje af til ca. 10 knobs styrke. Den var ganske vist for
aftagende og nåede ned på omkring 15 knob, men denne
styrke varede imidlertid kun ganske kort, og så tog den til
igen. Om aftenen blæste det over 30 knob med sne – en veritabel
snestorm, og senere var den over 40 knob i en retning skråt
bagind på flyet. Ved 20-tiden alarmerede vagterne resten af
Sirius og Luftgruppen, da en stor strandet isskosse, ca. 50 m fra
flyet i vindsiden, i løbet af den sidste time havde bevæget
sig ca. 5 m mod flyet.
Et kvarter efter var alle
klar til at tage fat, men da var skossen inden for en afstand af
ca. 15 m fra Cat’ens haleparti! Den havde pludselig taget et langt
skridt, medens den roterede ved friktionen mod strandsoklen. Nu
var gode råd dyre, for vi var godt klar over, at denne skosse var af en
størrelse, som ikke lod sig påvirke af mænd med
stager og brædder, sådan som vi tidligere havde klaret
at få manøvreret mindre flager uden om. Der var kun
én udvej: Fremad og op ad skrænten med flyet og så
ellers grave næsehjulet ned, så halen kunne blive tilstrækkelig
hævet til at undgå den truende fare.
Ingen vidste, hvornår
isklumpen kunne tage sit næste skridt, og så ville Cat’en
ikke være længere end til bageste del af blisterrummet.
Da Palle Krag sad i cockpittet klar til opstart, fik han øje
på en ny og endnu større skosse, som var på vej
ca. 150 m borte, og det så ud som om den bevægede sig
støt af sted med god fart langs strandkanten. Han fik den geniale idé
at lade den lassoe i et fremspring og lade den tøjre til
en jernpæl ved strandkanten ud for kolossen, men den gik ikke
– den var ikke at nå, og havde vi kunnet, havde hverken pæl
eller reb kunnet holde til presset.
Efter
at flyet var kommet så langt op som overhovedet muligt, var
der stadig stor fare på færde. Den sidst ankomne iskolos
var i løbet af en halv times tid helt henne ved den første,
som den lagde sig op af og skubbede på. Der var ved at være
nerver på for alvor nu, for den var så høj, at
den kunne nå halen på flyet, men hvor langt kunne skråningen
op imod stranden holde den fra flyet bagude?
Reddet
på målstregen
Store anstrengelser blev udvist for at sikre bedst muligt, og Brøgger
(flymaskinisten) var ude ved den med tov om livet og gummidragt.
Da han var i vand til halsen og de iskolde bølger slog over
hovedet på ham, blev forsøget opgivet efter at første
kast med ”lassoen” var mislykkedes. Pludselig gik begge skosserne
fri og tumlede tungt af sted – godt fri af halen. Vi åndede
lettede op.
Nu lassoede vi et par mindre
skosser, som evt. kunne beskadige den opbygning af tromler, kasser
og brædder, som var tvunget ind under trinet (hælen)
på flyets krop. Her halede alle løs for at få
skosserne på det tørre på stranden, så
vandet ikke kunne nå dem, og de, der ikke havde fået
våde fødder i forvejen, indkasserede dem her.
Admiralen
overværede hele ”dramaet” og blev vidne til en hård
tørns udførelse – vel nok den hårdeste tørn
i mange år på Østkysten. Det blev hermed også
demonstreret, at Catalinaen kan stå for lidt af hvert og at
den kan operere under primitive forhold.
Søsætning
Søsætningen
fandt sted tidligt om morgenen den 5. sep, hvor vi stod op tidligt
og fik morgenkaffe kl. 0430. Et par lange slidsker af brædder
blev lagt bag ved flyets hovedhjul, hvorpå bremserne blev
taget og klodserne fjernede. Med motorerne kørende for at
undgå at den skulle gå på halen, kom flyet nu
i små ryk ud i vandet, medens en mindre menneskeflok skubbede
på forskellige steder på flyet. Hjulene satte sig fast i
bunden lidt fra land, men det var ventet. 4 timer senere var det
højvande, og herefter kunne flyet trækkes fri ved hjælp
af Sirius’ jagtbåd.
Og airborne,
men
Den nye næse var helt tæt, og efter afprøvning
af motorerne startede vi i smukt vejr mod Mestersvig. Flyet var
lastet haletungt og navigatør og telegrafist sad i fotorummet
under take-off, så der ikke var folk i navigationsrummet,
som vel nok er det mest udsatte sted bortset fra cockpittet, hvis
der skulle ske noget med næsekonstruktionen. Det var jo en
prøveflyvning og alle forholdsregler måtte tages i
betragtning.
Samme dag afgik Cat’en fra
Narssarssuaq via Island for at flyve til Daneborg efter admiralen
og hans følge (adjudant, radioofficer og to gaster fra meldecentralen).
Umiddelbart efter start efter tankning på Island gik den ene
motor i stykker og 861 måtte lande straks: Motorskift! Ny
motor kom med C-54 lørdag 7. sep, og det ville tage mindst
3 dage at gøre 861 klar.
På
den tid af året kommer vinteren hurtigt, og risikoen for at
admiralen skulle tilbringe en del af vinteren på Daneborg,
var efterhånden til at tage og føle på. To pladeteknikere
fra Flyvestation Værløse var med C-54’en til Mestersvig,
og da de havde set på reparationen, udtalte de at det så
bedre ud end de havde regnet med at kunne forvente.
Da disse pladeteknikere
uofficielt havde sagt god for reparationen, blev det besluttet at
skære igennem alle problemer angående admiralens afhentning
ved at starte op og flyve til Daneborg. Missionen var vellykket,
som det var forventet, og admiralen udtalte, at han var glad for
at blive afhentet af lige netop dette fly. Admiralen har nok følt
lige som alle os andre, at man ligesom havde fået et personligt
forhold til Cat 866, som vi var gået gennem ild og navnlig
vand sammen med.
>>tilbage til
Kollega-netværk |
