“Nogen burde egentlig skrive en bog om Flyvevåbnets Signaltjeneste”. Dén sætning har vi hørt mange gange, når fagets udøvere mødtes i den ene eller anden sammenhæng. Oftest, uden tvivl, når snakken gik under aftenens fællesmiddag og ved billardbordet under det traditionsrige årlige signalmøde, hvor signalofficerer fra alle Flyvevåbnets tjenestesteder år efter år blev samlet til drøftelse af store og små problemer. Eller på vagtholdet i en sen aftentime, hvor ældstemand berettede om, hvordan det var i gamle dage. Og det var som regel også ved sådanne lejligheder, at mange morsomme og barokke historier og hændelser blev genoplivet til fornøjelse og forundring for de yngre i kredsen.

Jeg har altid været blandt dem, der har ment, at dér var en historie, der burde skrives - til oplysning for de nye i faget og til erindring for de gamle - og ikke mindst for deres familier, som sikkert aldrig har fået ordentligt svar på spørgsmålet: “Hvad er det egentlig, du laver på dit arbejde?” Til gengæld har jeg aldrig tænkt, at det måske var mig, der skulle skrive den.
        Men tiden er fløjet af sted. Snart var de ældste for længst pensioneret, og jeg er selv blevet blandt de ældste. Og da samtalen en dag igen strejfede emnet i forbindelse med, at en af de tidligere kolleger fyldte 70 år, erkendte jeg, at skulle den bog skrives, så måtte det være nu, og så var der vel ingen, der nu var nærmere til det, end jeg selv. Jeg bestemte mig til, at det måtte forsøges.

 Naturligvis havde jeg ingen chance for på egen hånd at kunne skrive en beretning om Flyvevåbnets Signaltjeneste, der kunne være blot nogenlunde dækkende. Selvom jeg nu er blandt de ældre i faget, har jeg trods alt ikke personligt været med helt fra starten, jeg kender ikke i detaljer forholdene på alle tjenestesteder, og jeg er heller ikke velsignet med en elefants hukommelse, som kunne hjælpe mig.

Jeg har derfor frembragt den bog, som læseren nu sidder med, gennem korrespondance og samtaler med mange kolleger, pensionerede og aktive, ældre og yngre og med personer, der har arbejdet på forskellige niveauer inden for Signaltjenesten. Jeg håber, at det derved er blevet en bog, som kan have interesse for hele personkredsen, og som spejler et rimeligt billede af tjenesten.
        Der er fokuseret mest på arbejdsforhold og hændelser, der vedrører den praktisk udførende del af Signaltjenesten og mindre på den del, der vedrører stabsarbejde og sagsbehandling. Selvom denne sidstnævnte del af faget er nok så vigtig og vidtrækkende, så er det også mere rutinemæssigt og “tørt”. I mine samtaler og korrespondance med kolleger skinner det tydeligt igennem, at det er i den udførende og aktive del af Signaltjenestens arbejdsfunktioner, at hjertet er med, og det er først og fremmest fra denne del af tjenesten, at oplevelserne erindres.     

Jo flere beretninger og oplysninger jeg fik fra nuværende og tidligere signalfolk, desto flere fik jeg lyst til at høre. Alle har deres egne oplevelser og vinkler at anskue de ting på, der er sket over årene. Nye oplysninger affødte nye spørgsmål, og jeg kunne uden tvivl have brugt flere år på at grave stadig flere oplysninger frem og på at verificere dem, jeg allerede havde. Men ét sted må slutstregen sættes. Der er jo også tale om rigtig mange mennesker, der gennem årene har gjort tjeneste inden for faget på Flyvevåbnets forskellige tjenestesteder, så det har absolut ikke været min ambition at skrive den fulde og komplette historie, hvilket naturligvis også ville være dømt til at mislykkes.
 
Derfor må jeg sige, at de personer, der er kommet til orde i denne bog, mere eller mindre frivilligt og i større eller mindre omfang, og som har bidraget til bogen med oplysninger om deres og andres tid inden for Signaltjenesten, må stå som repræsentanter og talsmænd for det store antal personer, der igennem et halvt århundrede i kortere eller længere tid har været en del af signalfolket i Flyvevåbnet. Personer, som måske er anonyme og ukendte for dagens unge signalfolk, men som hver især gjorde deres indsats i Signaltjenesten, og som hver især - hvor de end befinder sig - gemmer på minder om ungdommens år og den tid, de tilbragte i Flyvevåbnet.
        Af samme grund har jeg i et vist omfang ladet personerne fortælle med deres egne ord, og jeg håber, at dette på en levende og nærværende måde kan bibringe læseren et indtryk af, hvorledes tjenesten og hverdagen har været gennem årene, og, for de indviede, udløse en impuls til erindring og genoplevelse. Det øvrige stof har jeg samlet og redigeret, og mine egne personlige beretninger er anført i jeg-form.

Der er tydeligvis mest omtale af forhold og personer fra Karup området og især Signalcenter Karup. Det har de helt naturlige årsager, at Karup gennem årene har været langt det største tjenestested for signalpersonel af alle grader og i alle funktioner, og desuden har jeg selv haft størst tilknytning til dette område, ligesom jeg har været tjenstgørende dér i den periode, hvor jeg skrev på bogen. Jeg har gjort mig betydelige anstrengelser for at få mere materiale med fra alle øvrige stationer, men en åbenbar grund til det beskedne omfang fra flere tjenestesteder og funktioner er, at det naturligvis ikke er alle, der har været lige interesserede i at bidrage, og i nogle tilfælde har det været meget svært at hive oplysninger og beretninger ud af folk, som burde kende til forholdene. Jeg har i beskeden grad forsøgt selv at forske lidt på nogle områder, men har desværre ikke haft den fornødne tid til at gøre noget virkeligt ud af det. Og igen - det har aldrig været tanken, at beretningen skulle være komplet. 

Denne bog er skrevet først og fremmest for fagets egne folk, og jeg har ikke forventninger om, at den skulle interessere en videre kreds. Jeg har derfor ikke gjort mig anstrengelser for at gøre bogen let læselig for alle og enhver, og jeg har bibeholdt nogle fagudtryk og forkortelser, som er kendt og almindeligt anvendt inden for Signaltjenesten.

Jeg skylder en stor tak til den kreds af personer, som jeg har korresponderet med og talt med under arbejdet med denne bog. Det har været interessant, lærerigt og meget inspirerende. Det har taget mange timer, men arbejdet har været en glæde for mig, og jeg har virkelig set frem til hvert eneste brev fra jer, som kunne bringe mig videre i beretningen.
                                                                                Arne Berner Christensen (“A.B.”).

(Bogen er udgivet efteråret 1996 - med efterskrift 2001)