x

             

Forside   Introduktion   Indledning   Forord   Indhold   Download          

 Kollega netværk

                         

       

Husker du? 

 

Min Vibroplex nøgle
A.B.Christensen

                   

 

Hvordan jeg fik nøglen

 

Fabrikationsdata

 

Hvad skal der ske med nøglen

Desværre kan jeg ikke påstå, at min Vibroplex, (ser.nr. 124598) er helt så skinnende flot som den på billedet her,
men det er fuldstændig den samme nøgle.

 

 

Historien om en Vibroplex

I mine første år som Math omkring 1959-61 var jeg ofte på radiostationen. Jeg var ret god til at høre og morse, når jeg selv skal sige det, og radioen var det sted, jeg helst ville være. Jeg kendte flygtigt vores daværende chef, Kaptajnløjtnant G.E. Raabymagle, som jeg vistnok kun havde talt med en enkelt gang tidligere. Det var, fordi der var givet besked om, at der var en ledig stilling på Færøerne, og i min ungdommmelige eventyrlyst puslede jeg med tanken om at søge det job. Nogen fortalte mig så, at Raabymagle havde været på Færøerne, og jeg skulle tage og spørge ham til råds.

     Jeg dristede mig over på kontoret for at høre om Færøerne - og jeg fik at høre! Han frarådede på det bestemteste, at jeg skulle søge derop. Det mest markante jeg husker, han sagde, var, at det var regn og tåge næsten hele året, og hvis man dristede sig ned i Torshavn fik man tæsk! Det kurerede mig for at søge til Færøerne. Det var ved den lejlighed, at jeg bemærkede, at Raabymagle havde en flot Vibroplex morsenøgle stående på sit skrivebord.         

     Og nu tilbage til radioen: En dag, hvor jeg sad der og korresponderede med Icetrain eller et andet fly, kom Raabymagle ind og stod en stund og lyttede til os telegrafisters arbejde. Og han gav sig til at spørge om forskelligt. Det gav mig åbenbart mod til at henvende mig til Raabymagle, idet jeg nævnte for ham, at jeg jo havde set Vibroplex’en på han skrivebord, og jeg spurgte, om han måske kunne tænke sig at sælge den til mig.

     Det faldt absolut ikke i god jord! Om jeg havde nogen anelse om, hvad den betød for ham, og om jeg måske vidste, hvad den og han havde været igennem i handelsflåden under krigen, - og meget mere, som jeg ikke husker. Det stod aldeles klart for mig, at det spørgsmål var helt uddebatteret.
 

     Hvor lang tid, der derefter gik, kan jeg ikke genkalde, men det har nok været et halvt års tid. Så en dag, da jeg som sædvanlig arbejdede på radioen, stod Raabymagle der igen og iagttog mit og de andres arbejde. Pludselig spurgte han mig, om det ikke var mig, der en gang havde spurgt ham om hans morsenøgle. Øh, joh, det var det da, svarede jeg, noget betænkelig ved, hvad der nu ville komme. Ja, om jeg stadig var interesseret? Jo da, det var jeg bestemt. Nå, men så kunne jeg jo gå over på hans kontor og hente den...!? Jeg var i vildrede, hvad mente han mon? I min usikkerhed spurgte jeg torskedumt om, hvad den så skulle koste.

     Så blev han næsten lige så arrig, som da jeg første gang spurgte til morsenøglen og næsten råbte til mig, om han havde sagt noget om, at den skulle koste noget? Og hvis jeg iøvrigt ikke var interesseret, så kunne jeg bare glemme det. Men hvis jeg virkelig mente, at jeg var dygtig nok til at bruge nøglen, så kunne jeg jo bare hente den, og det skulle være med det samme!

     Så kunne det nok være, at jeg fik fart på. Afsted til kontoret, fat i nøglen og tilbage på radioen. Da jeg kom tilbage var Raabymagle gået, og jeg fik vist ikke engang sagt ordentligt tak, og han nævnte aldrig sagen for mig - ja, faktisk kan jeg slet ikke erindre, at jeg siden talte med ham, hverken på radioen eller andre steder. Jeg tror virkelig, at den morsenøgle har betydet meget for Raabymagle, og det har nok været hårdt at skille sig af med den. Men jeg gætter på, at da han har set den unge fyr på radioen, har han tænkt, at den morsenøgle, som han selv havde brugt i mange år, ikke var tjent med at stå ubrugt på hans skrivebord, og at han kunne glæde en ung fyr med at give nøglen videre til næste generation.

     Jeg brugte Vibroplex’en flittigt på radiostationen i flere år, efter at jeg først havde måttet aflægge prøve i brugen af den for at bevise, at jeg kunne styre den. I årene derefter - og den dag i dag - har morsenøglen sin faste plads på mit skrivebord, akkurat som den stod på Raabymagle’s for 35 år siden. Radiotelegrafien har i mange år været uaktuel, og det er længe siden, at de unge i signalfaget er blevet uddannet som telegrafister, så jeg har aldrig haft tilskyndelse til at lade morsenøglen gå videre til en ny generation. Men jeg har stadig en lille tonegenerator i min skrivebordsskuffe og kan af og til i en ledig stund finde på at morse en tekst for øvelsens skyld - og for nostalgien.
                                                                                                                                          
"Fra morsenøgle til datanet" 1996

top04.gif

 


Fabrikationsdata    Fra Vibroplex Collector's Site          

# 4  Blue Racer

In most cases, the telegrapher’s employer provided a straight key for the telegrapher to use. If the telegrapher wanted to use a bug he (or she -- female telegraphers were not uncommon) had to provide his or her own bug. Many carried it back and forth to work with them, and an Original not only weighed four pounds but also took a lot of room on the operator’s desk.

As a result, Martin introduced the fourth Vibroplex in 1914. It had a base that was 2.5” wide compared to the 3.5” of the Original, weighed about a pound and a half less, and had a frame which was a smaller version of that used on the Original. The damper assembly resembled the letter “U” with a damper wheel on one leg. This key was also called the “#4”, since it was the fourth Vibroplex model.

 Many early Blue Racers were made with a dark blue base rather than the black base used on the Original. A nickel-plated base was also an option. Any Vibroplex with a 2.5” wide base is a Blue Racer. However, the Blue Racer was also available (by special order) on the standard 3.5” base, and several have been found with a 3” base.

Late in WW2, Vibroplex modernized the design with rounded castings, and the damper assembly was changed from the “U” damper to the modern “L” damper. The Blue Racer was made until the mid-Sixties. Most collectors call the early “U” damper bugs the “#4 Blue Racer” and the later “L” damper bugs the “late Blue Racer.”

Around 1940, the standard base finish was changed to black crackle, and the Deluxe version became available. The #4 Blue Racer was also made in the WW2 Deluxe version. WW2 Deluxe #4 Blue Racers are very hard to find -- only ten or fifteen are in collections at the moment.

 

 

Hvad skal der ske med nøglen?

Morsenøglen vil på et tidspunkt, sammen med "historien", blive afleveret til  Flyvemuseet Gedhusvagten   til opbevaring sammen med den nøglesamling, som for år tilbage blev givet til museet af Carl Otto Kjeldsen.

  top04.gif