I begyndelsen af juni 06 fik jeg en henvendelse
fra en læser med et blandt gamle FLV-signalfolk kendt efternavn:
Eckmann.
Mailen lød:
Jeg har ikke selv haft
noget Signaltjenesten at gøre, udover at jeg var konstabelelev
i Jonstruplejren, mens min onkel Ib endnu underviste på signalskolen
der. Og senere kom såvel min lillebror, Johnny, som jeg til
at kende Gosmer Pedersen, der nemlig på et tidspunkt tiltrådte
som løjtnant i Eskadrille 542, hvor min lillebror og jeg
tjenestegjorde.
Den egentlige grund til, at jeg her kontakter
dig, er dog først og fremmest min onkel Ib Alexander Eckmann,
der jo er omtalt og afbilledet et par steder i din bog. Sagen er
nemlig, at jeg dels - i al beskedenhed - har lidt slægtsforskning
liggende på internettet, og dels har jeg kontakt med min fætter
og mine kusiner, som jeg naturligvis vil gøre opmærksom
på din fine bog.
Jeg vil dels bede dig om tilladelse
til, på mine slægtssider at bringe citater vedr. onkel
Ib fra din bog, og samtidig vil jeg høre om jeg kan være
så heldig at du stadig har de to billeder onkel Ib er med
på, samt om du vil være så venlig at sende mig
kopier af disse.
Med venlig hilsen
Arne Alexander Fræer
Eckmann
Som det fremgår, er
Arne Eckmann en nevø af Ib Alexander Eckmann. Denne var med
blandt de 12 elever, der startede på uddannelsen til radiotelegrafist
på Søværnets Radioskole på Holmen den 25.
april 1946 (bogen side 19) – og han var dermed kollega til de 4
radiotelegrafister, som netop har været samlet for at markere
60-året for den begivenhed. Ib Eckmann er omtalt en del i
bogen, så jeg bad Arne Eckmann, om han kunne fortælle
lidt om Ib Eckmann’s senere liv og færden med henblik på
at referere lidt om det her på sitet.
Det blev imødekommet,
og med tilladelse bringer jeg her Arne Eckmann’s korte beretning:
Det gik desværre
ikke så godt for onkel Ib. Forventningerne til ham var høje, og hvor han udad til
kunne virke hård, streng og myndig, var han måske indad
til for blød til de udfordringer, han mødte.
Som ung kom han i lære som materialist, men sprang fra lærepladsen
fordi han lod sig irritere af sin læremesters uvaner. Hans
fars reaktion var - som straf - at sende ham ud at tjene bønder,
hvor han som stor dreng blev forkarl og dermed skulle sætte
sig i respekt overfor folk, der var ældre end ham selv.
Flyvevåbnet var - efter min mening - en formidabel chance/gave,
der gav ham mulighed for at lære spændende ting og sager,
og
for
at bruge sine evner. Dette kombineret med det eventyr, det på
mange måder må have været, at være med som
pioner på Grønland. Men, Grønland var nu også
negativ i henseende til billig spiritus - og Grønland var
selvfølgelig heller ikke så godt for ægteskabet.
Ib blev i hvert fald skilt fra sin første hustru.
Såvidt jeg ved, var det Ibs næste hustru, der ville
til USA. Og det gik dem da også godt derovre
i
USA, men trods succesen blev hustruen allerede efter få år
kaldt hjem igen for at overtage en af sin mors kroer. Og dermed
var det amerikanske eventyr også slut.
Hjemme i Danmark
blev Ib nu reduceret til en holdt mand. Det var jo hustruen, der
ejede kroen, og det kunne ægteskabet ikke holde til. Derefter
kom Ib tilbage til Flyvevåbnet på signalskolen i Jonstruplejren
- og på nogenlunde samme tid kom jeg også til Jonstruplejren
som konstabelelev. Og allerede på det tidspunkt tror jeg egentlig,
klokken var faldet i slag for onkel Ib.
Jeg kender ikke
de nærmere omstændigheder omkring onkel Ibs afgang fra
flyvevåbnet, men hans alkoholforbrug var måske for stort.
Jeg har en svag erindring om, at han derefter var tilknyttet hjemmeværnet
i en kort periode, men ellers tog alkoholen næsten magten
fra ham, i denne triste periode af hans liv, der
også var svær at tackle for os andre, som holdt af onkel
Ib.
Onkel Ib kom imidlertid
på fode igen. Han fik noget revalidering
og blev ansat på Svendborg Skibsværft som enten teknisk
tegner eller teknisk assistent. Dette tekniske job har vel ikke
været noget at råbe hurra for. Det var jo et underordnet
job og en lille løn, og det nøjsomme liv alene på
et billigt lejet værelse lå jo langt fra tidligere tiders
status og glimmer. Men, det var godt i den forstand, at han passede
det, han skulle, fik betalt det han skyldte her og der, holdt sig
væk fra alkoholen og genvandt måske sin selvrespekt.
Hvad der derefter skete ved jeg heller ikke, men en skønne
dag havde livet mistet sin tillokkelse for onkel Ib, som derfor
takkede af i 1974 i den alt for unge alder af 49 år. Onkel
Ib havde fortjent en bedre skæbne, men livet ville det ikke
anderledes.
Ib Alexander Eckmann var
gift 2 gange og fik 5 børn samt et barn uden for ægteskab.
Arne Eckmann fortæller, at der er interesse både fra
hans side og fra børnene for at få mere at vide om
deres fars liv i Flyvevåbnet. Derfor kan jeg da kun opfordre
de af Jer, der har kendt Eckmann i Jeres unge dage, og som læser
dette, om at tage kontakt til Arne Eckmann via ovennævnte
link eller til whnqmqb02@sneakemail.com
 > > tilbage til
"Husker du?"
|
